Kølig Vinter dag.

Tiden :: Eftermiddag, den 11 november
Vejr :: Sneen er allerede begyndt at falde her i det kølige skotland.
Omgivelserne :: En masse unge elever der kaster rundt med sne, laver engle og snemænd.
Sted :: Udenfor.


Madelaine så glad ud over gårdspladsen, hun gik på de store trapper ved indgangs hallen. Hun så ud på alle eleverne som hyggede sig i den tidelige sne. Hun havde selv forberedt sig på at det ville være koldt, så hun havde allerede en hvid uld hue på, med det blødeste uld og hansker af det samme, og en tyk uldent kappe med guld manchetter og knapper. Hun så rigtig velhavende ud, hvilket hun også var. Hun havde også nogle store støvler på, med babysælskind, som holde hendes fødder rigtig varme. Hun skulle jo ikke være så aktiv, men holde øje med eleverne at der ikke forkom noget ballade eller noget i den stil. Så hun satte sig over til en bænk, hvor hun havde godt udsyn over det hele og så rundt.

Clementine selv havde også kunne mærke at kulden var på vej. Dog var hun ikke helt klædt i det samme. Hun var iført nogle lange hvide bukser, en langærmet hvid trøje og en hvid kappe omkring sig. Hendes hvide støvler havde en smule pels på det øverste ellers var det med en meget god sål og noget som varmede hendes fødder. Hendes hætte på hendes kappe var sat over hendes hoved og et smil gled hen over hendes læber. Hun så også rundt på alle disse elever der løb rundt og legede i sneen og kunne ikke lade være med at le nogen gange.

Maddie fik øje på hendes næsten barndoms veninde, Clementine, en veninde hun jo havde haft siden 1 årgang da hun selv var elev på skolen, hun smilede let og vinkede til hende. Hun synes det var utroligt de begge havde klaret sig så godt. Hun var selv stolt over at hun var blevet tilbudt jobbet som rektor på hogwarts, selvom det var lærer jobbet hun havde søgt om i starten og derefter overhoved for gryffindor. Men en dag fik hun en ugle med dette særlige job til hende. Hun smilede stadig og så på Clemen, som hun havde anbefalet som vikar til hendes med rektor Philip.

Hun fik med det samme øje på Madelaine og smilte skævt. Hun gik med det samme over imod hende og traskede igennem det smule sne der var begyndt at blive tykt. Hun kunne selv huske dengang de var små og de også havde det på den måde som de elever der nu legede rundt. Og hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Hun satte sig derefter ned ved siden af Madelaine med et lille smil. Hun var så taknemlig for at Madelaine havde sørget for at hun fik et job på den skole hun holdte aller mest af.

Hun gav Clemen et knus og sagde "hey!" hun var virkelig glad for der er var så mange af hendes gamle venner der også arbejdede her nu sammen med hende, det gjorde jobbet så meget lettere "hvordan går det søde?" spurgte hun med en varm stemme trods kulden. Hun så på hende med hendes varme blå øjne, man kunne godt se hun var blevet ældre gennem tiden efter hun var stoppet på hogwarts og startet på eliksir academyet, hvor hun afsluttede sin karriere med bravur, hun var blevet en succesfuld Alkymist som hendes mor er.

Hun smilte skævt og gengældte krammet, "hei!" sagde hun glad og bed sig let i underlæben. Trods efter så mange år, havde hun stadig den samme vane. Hun så også en smule ældre ud, men hendes øjne havde stadig et glimt af det eventyr lystne side af hende. Hun havde aldrig givet slip på den. Efter skolen havde hun valgt at prøve alt muligt omkring hele verdenen. Hun var blevet skuespiller og sangerinde. Men kom så tilbage på skolen, hvor hun jo blev en vikar. Hun havde stadig nogle småjobs ved siden af og hun vidste også at hun på et tidspunkt skulle ud og prøve sin adrealin af. Men nu, skulle hun bare være på skolen.
Hendes poolblå øjne glimtede af glæde imens at hun sad der sammen med Madelaine.

"er du faldet godt til efter at være kommet igen her på hoggy?" spurgte hun venligt og kørte en hånd gennem sit hår, som var blevet endnu længere end siden skolen, det nåede hende helt ned til låret når hun sad ned og det var løst. Hun smilede det var ikke længe siden at hun havde fået hende ansat

Hun grinte stille og nikkede. "Det er dejilgt at være tilbage, jeg havde savnet synet af skolen" smilte hun langsomt. "7 år ens liv glemmer man næppe" smilte hun langsomt og pillede ved sit stadig kønne blonde hår der elegant nåede hende til midt på ryggen, da det var krøllet. Det ville havde været lidt længere hvis det var glat. "Det er dejligt at kunne få genopfrisket nogle minder og måske grine over de forskellige ting" smilte hun skævt og nikkede ud imod de legene unger. "Jeg kan også huske dengang jeg legede med sneen da jeg gik på første årgang"

Hun smilede og sagde "nej du har ret, det er nogle år man ikke glemmer i sit liv aldrig, jeg har nu også fået anskaffet mig et mindekar som jeg kan gemme mine minder i, meget smart ting!" hun smilede og så ud på alle de små elever der havde det sjovt

Hun grinte, "langt bedre end min mindebog huh?" smilte hun skævt og så stadig på eleverne. "Kan du huske den mindebog jeg blev ved med at gå rundt med? Der hvor jeg havde billeder af mine venner og mig på forskellige ture?" hun kløede sig forlegent i håret. "Den har jeg stadig, men den er også meget nyttig, for billederne bevæger sig jo og der er tilhørene tekst" hun smilte stille og lænede sig lidt tilbage i bænken. "Jeg glæder mig til at kunne undervise en smule" smilte hun langsomt og så på eleverne. "Det bliver sikkert underholdene"

"jah, har du stadig billedet af der hvor vi dykkede??" spurgte hun og smilede til hende "kan godt huske din bog, men tja det er vel også gode minder, men kan nu godt lide mit mindekar!" sagde hun til hende og nikkede

"Ja! Der hvor vi sad nede i vandet og så på stjerner nede under søen?" smilte hun langsomt til hende og nikkede. "Jeg har alle billederne, jeg har ikke ladet et eneste billed komme væk" sagde hun stille og slog hætten ned fra sit hoved, da hun gerne ville mærke sneen ramme hendes blonde hår. Hun havde godt kunne mærke at siden hun var ankommet, var der også noget der havde løsnet sig. En slags byrde af en art.

"det lyder meget godt, jeg kan godt lide når man beholder sine minder, jeg har ikke glemt noget af det som der forgik på skolen, jeg har altid husket på det meste, mit første mindekar købte jeg på 6 årgang, der hvor jeg stoppede på hogwarts di ved for at komme på eliksir academyet, du kan godt huske jeg stoppede et år før i andre!" spurgte hun og smilede

Hun nikkede med et smil. "Men du var nu også mere klog end os andre" grinte hun muntert og så på Madelaine. Clementine ville aldrig nogen sinde glemme det som Madelaine havde gjort for hende. Det med at finde ud af at Clementine rent faktisk var fuldblods, og ikke muggler. Hun havde været hende evig taknemlig for det. Men selvom at der havde gået så lang tid siden dengang, havde hun heller aldrig mødt sine forældre. Hun undrede sig over om de mon stadig levede, eller om de bare var døde?

"jah, det kan man vel godt sige, jeg havde det største gennemsnit i flere år, jeg er sq glad for at jeg blev optaget på academyet, som en speciel person, for det betyder meget for mig mit slid virkelig har betalt sig!" sagde hun med et smil.

Hun grinte og nikkede, "det var godt at du holdte fast i dine drømme!" smilte hun skævt og så på Madelaine. "Jeg kan virkelig også godt huske at du var en af de bedste til eliksir" sagde hun stille og så på nogle elever der var begyndt at stille snemure op for at gøre sneboldskampen mere spændene.

"ja, jeg havde også startet med at få jobbet her på skolen i eliksir, senere blev jeg så også overhoved, men så besluttede Philip jeg skulle være rektor, men hvis det kræves kan jeg også træde ind og tage nogle fag hvis lærerne mangler!" sagde hun

"Wow" hun grinte lidt forlegent. "Jeg gad ikke til at gå på nogen acedemy.. jeg gik godt nok på nogen nogle år, men det var altid lige efter hinanden.. alt for kedeligt for mig" smilte hun skævt. "Også begyndte jeg så at klatre op af bjerge, springe klippeudspring og bestige alle mulige slags ting" hun smilte skævt. "Jeg så på et tidspunkt en kæmpe rent faktisk!" smilte hun og så op på himlen for sneen dalede ned. "Jeg var sammen med nogen andre magikere, også var der en der havde opdaget kæmperne i et stort hulrum i et bjerg"

"det lyder ekstrem spændende, jeg har bare brugt det meste af mit liv med at studere. Men er nu glad for jeg har prioritere sådan, det har jo gavnet sig rigtig meget!" sagde hun bestemt. Hun havde jo også stadig sin store Herregård i Dover som hendes bror havde takket nej til dengang. Mariska havde sit sidste år på skolen sidste år og var videre til næste uddannelse

Clementine nikkede. Hun syntes at de begge var heldige på hver deres måde. For de var på en måde kommet til det punkt som de begge to ville i hvert fald. Clementine havde stadig meget spænding i sit liv, og nu hvor hun var tilbage på Hogwarts, kunne hun simpelthen ikke vente til at hun ville møde andre lære og vikare også snakke med dem.

"jeg er også blevet gift, men Logan!" sagde hun med et smil
//en kæreste fra PA//

"Årgh!" hun fniste og så på hende. "Hvornår blev i det..? Hvem han end er?" grinte hun og var som sædvanlig den nysgerrige tøs der bare ville vide alt. Hun havde altid været bekymret for sine veninder, men hun vidste godt at Madelaine sagtens kunne klare sig selv.

"jamen det gjorde vi her for 1½ år siden, da jeg var færdig med eliksir academyet, du fik da også en invitation, eller prøvede da at sende en til dig, men du har så ikke fået den, kan jeg se, der var mange med til vores bryllup nok noget med 300 eller 400, sådan er det når man er som jeg, min mor og far der er hertuginde og hertug af dartmore!" sagde hun og trak på skulderned og tilføjede "men jeg elsker ham rigtig meget!!!"

"Det tror jeg gerne!" smilte hun stort og var helt vildt glad for hendes vegne. "Men jeg kan ikke forstå hvorfor det brev ikke kom til mig?" hun tænkte sig lidt om. "Et halvt år siden siger du?" hun bed sig let i underlæben og pillede ved sine fingre. "Der tror jeg at jeg var i Ungarn.. og lave et eller andet. Men jeg mener ikke at det ville være umuligt at komme med et brev til mig?" hun så ned på sneen og så derefter på Madelaine.

"du vel ikke flyttet siden skolen?? sendte den til den adresse jeg havde fra dengang, men altså ved ikke om det er min sørens ugle der er begyndt at blive gammel, du ved Tristan min sne ugle!!" sagde hun med et smil